Mød bestyrelseskandidat Anker Andsbjerg
 

Mød bestyrelseskandidat Anker Andsbjerg

22-12-2016 13:05

Der er valg til Søfartens Lederes bestyrelse. Seks kandidater kæmper om fem bestyrelsesposter - mød bestyrelseskanditat Anker Andsbjerg, afløserfører i NCC.

 

Kandidatens egen præsentation:

 

Anker Andsbjerg

Afløserfører i NCC

Uddannet sætteskipper

66 år

  

Jeg har sejlet som skibsfører i over 30 år. Jeg har også arbejdet i land nogle år; jeg var med til at starte Esvagt sammen med Ole Andersen, Kent Kirk og Henning Kruse, det var en spændende tid. Før havde jeg været fører i Svitzer og kom nu tilbage som inspektør, da vi lavede et samarbejde.

 

Senere har jeg sejlet som fører i det tyske rederi BBC Heavylift i mange år. For nuværende er jeg førerafløser i NCC, hvor jeg har været nogle måneder.

 

Ellers gik hele sommeren 2016 som afløser i ø-færger under FOA - sikke dog nogle utilfredse mennesker og kolleger jeg mødte i færgerne; de higer efter at få en overenskomst med Søfartens Ledere, som selvfølgelig er det naturligste i denne verden.

 

Jeg stiller op, fordi jeg kan lide foreningen, og så vil jeg gerne prøve at gøre en forskel og kæmpe en kamp, så alle navigatørerne kan blive glade og tilfredse med deres arbejde i ø-færgerne og kæmpe for, at Søfartens Ledere får overenskomsterne med færgerne - sådan som det kører nu med utilfredse navigatører i FOA, fatter jeg simpelthen ikke, at FOA kan se på.

 

Jeg er bosiddende i Ribe, Nordens ældste og smukkeste by. Vi er tre gutter, som startede en forening til sejladsoplevelser i Nationalpark Vadehavet; foreningen hedder Skøgum, som er en banke ude i Vadehavet. Foreningen kan googles på skoegum.

 

I min fritid spiller jeg golf og går meget på jagt i jagtsæsonen, som er lige nu her i efteråret. Jeg bruger meget tid ude i naturen. Jeg er single, har været det i mange år, har to voksne børn, hvor min søn og jeg har de samme interesser for jagt.

 

Jeg er også igang med at konstruere et grønt skib, som bliver CO2 neutral, jeg arbejder hårdt med at søge EU midler til projektet, og indtil videre ser det meget positivt ud.

 

 

Sådan foregår afstemningen

  • Der skal vælges 5 bestyrelsesmedlemmer blandt de seks opstillede kandidater.
  • De fire som får flest stemmer indgår i Valggruppe I for 4 år (2017-2021).
    Valggruppe I er på ordinært valg.
  • Den kandidat, som får femteflest stemmer indgår i Valggruppe II for 1 år (2017-2018).
    Pladsen i Valggruppe I er vakant som følge af, at styrmand Kurt Lützhøft er udtrådt af bestyrelsen.
  • Alle aktive medlemmer har stemmeret og kan kun stemme på én af nedenstående kandidater.
  • Alle medlemmer modtager en elektronisk stemmeseddel per e-mail.
  • Afstemningen slutter onsdag den 8. marts 2017 kl. 12.

 

Vigtigt!
Det er kun muligt at sende den elektroniske stemmeseddel til medlemmer, der har angivet en e-mailadresse i Søfartens Lederes medlemssystem.

 

Ønsker du at deltage i afstemning er det vigtigt, at du hurtigst muligt opdaterer dine stamdata - herunder din emailadresse.