Få efteruddannelsen betalt
 

Få efteruddannelsen betalt

17-11-2014 09:54

Er du offentligt ansat på en af Søfartens Lederes overenskomster, kan du få din efteruddannelse betalt fra "Den Kommunale Kompetencefond." Læs her, hvordan du gør.

 

Af Lise Mortensen Høy | Søfartens Ledere

 

Vil du gerne lære noget mere, så er chancen der nu. Er du ansat på en kommunal havn eller på en kommunal færge, har du nu mulighed for at søge op til 25.000 kr. til efteruddannelse.

 

Hvad med en lederuddannelse, opdatering af engelsk eller tysk, et kursus i offentlig kommunikation eller en it-uddannelse?

 

Hvis du er havnefoged på en kommunal havn (der er medlem af FLID) - er der adgang til at søge om finansiering af FLID's kurser: fx Konfliktløsning, Jura og forsikringsforhold, Kundekontakt, eller du kan søge betaling af Service - og Havneledelseskurset.

 

Her kommer pengene fra

Den Kommunale Kompetencefond blev oprettet som en del af overenskomsten i 2013. Fonden finansieres af alle de organisationer, der deltog i forhandlingerne - de indbetaler forholdsmæssigt i forhold til, hvor mange medlemmer, de har på overenskomsterne.

 

Formålet er at sikre medarbejderne "et øget kompetenceniveau - til gavn for den kommunale opgaveløsning og medarbejdernes udviklingsmuligheder på arbejdsmarkedet". Dette skal ske ved, at medarbejderne får mulighed til at deltage i kompetencegivende uddannelser.

 

God ide at søge

- Det må desværre konstateres, at medlemmerne af Søfartens Ledere næsten ikke har gjort brug af mulighederne for at ansøge fonden om midler til efter- og videreuddannelse, siger Søfartens Lederes advokat, Pernille Sædam Marstal, der opfordrer interesserede medlemmer til at komme i gang med at søge, pengene står simpelthen og venter på at blive brugt.

 

Du kan læse mere om Den Kommunale Kompetencefond og ansøge online på www.denkommunalekompetencefond.dk

 

- Alle er også velkomne til at sende en mail eller at ringe til mig, så vil jeg gerne hjælpe både med ideer og med at få ansøgningen udfyldt og sendt afsted, siger Pernille Sædam Marstal.

 

Kontakt: psm@soefartens.org

 

Det forventes, at fonden fortsætter i 2015.